Klimaudfordringen er et vilkår, som finansielle virksomheder må forholde sig til i deres forretning – både som muligheder og risici. I Danske Bank-koncernen forsøger vi at udnytte mulighederne i vores forretning og samtidig tage højde for de risici, der viser sig.
Viden er et centralt element i koncernens Corporate Responsibility-politik, og i relation til klimaændringer kan vi bruge vores tætte kontakt til medarbejdere, privatkunder, erhvervskunder og investorer til at formidle relevant viden til dem.
Koncernen har arbejdet med de forretningsmæssige muligheder, f.eks. gennem udviklingen af et grønt koncept for leasing af firmabiler, handel med CO2-kvoter og fremme af klimavenlige boliger gennem information til vores kunder.
På investeringssiden arbejder koncernen også med at identificere attraktive investeringer i virksomheder, der er godt rustet til at klare klimaudfordringen. Ligeledes inddrager vi klimamæssige muligheder og risici som en væsentlig faktor i koncernens brancheanalyser. Dermed får klima også indflydelse på vores kreditgivning. F.eks. påvirker EU’s CO2-kvoteregulering de meget energiintensive brancher. I det omfang stigende omkostninger til indkøb af CO2-kvoter mv. ikke kan sendes videre til kunderne, vil reguleringen medføre lavere indtjening og kreditkvalitet.
Senest opdateret den 9. februar 2012