Danske Bank-koncernen ønsker at etablere og udbygge langvarige kundeforbindelser. Lån og kreditter bevilges på grundlag af en ansvarlig og saglig kreditvurdering. Det er både i koncernens og kundernes interesse, at der kun bevilges engagementer, som kunderne kan magte.

Koncernen søger ud fra en omhyggelig vurdering indsigt i kundens økonomiske situation, hvilket kan medføre, at koncernen må afstå fra udlån til specifikke kunder.
På privatkundeområdet er det Danske Banks politik at yde en rådgivning, som sikrer, at kunden kan overskue konsekvenserne ved låntagning, opsparing og koncernens andre finansielle produkter. Vi vurderer både vores private kunders nuværende og fremtidige evne til tilbagebetaling.
På erhvervskundeområdet er udgangspunktet for vurderingen af kreditværdigheden kundens finansielle forhold, udefrakommende økonomiske faktorer og en vurdering af kundens evne til at drive forretning. Danske Bank-koncernen yder som udgangspunkt lån til alle brancher, så længe kunderne er kreditværdige og overholder gældende lovgivning herunder miljølovgivningen.
Koncernens ansvarlighed og ekspertise inden for kreditvurdering og rådgivning er det grundlag, der sikrer, at koncernen og kunderne undgår misligholdelsessituationer.
Derfor lægger koncernen stor vægt på, at den kreditpolitiske linie fastholdes i såvel høj- som lavkonjunktur.
Senest opdateret/revideret den 10. august 2006