Danske Bank-koncernen beskæftiger mere end 23.000 medarbejdere og er repræsenteret i 13 lande. At være en international koncern betyder for os, at vi skaber udvikling og muligheder for en mangfoldighed af mennesker med forskellige holdninger og forskellig kulturel baggrund.
Det er afgørende for os at tiltrække og fastholde de mest kompetente og effektive medarbejdere. Det kræver, at vi tilbyder de bedst mulige arbejdsforhold og lige muligheder for nuværende og kommende medarbejdere.
Vi vil nå denne målsætning ved hjælp af vores personalepolitikker og personalegoder. Sammen med koncernens kerneværdier udstikker de rammerne for at skabe en god og alsidig arbejdsplads.
Et grundlæggende princip for vores politikker er, at vi på den ene side stiller store krav om resultater og på den anden side lægger vægt på at vise omsorg og respekt for vores medarbejdere. Det indebærer, at der skal være god balance mellem arbejdsliv og fritidsliv. Koncernen ønsker at imødekomme medarbejdernes forskellige behov for balance mellem arbejdsliv og fritidsliv og at være fleksibel, når medarbejdernes behov og prioriteringer ændrer sig i de forskellige livsfaser.