Danske Bank-koncernen har udarbejdet en klimastrategi, fordi den finansielle sektor efter koncernens opfattelse må tage sin del af ansvaret for at finde en løsning på problemet sammen med andre brancher, regeringer og den almene befolkning.
Klimaforandringer og den globale indsats på området er også vigtige for de finansielle markeder i dag, og de mange usikre forhold omkring den aktuelle udvikling medfører både potentielle risici og muligheder for sektoren.
Muligheder i en CO2-begrænset økonomi
Stern-rapporten beskriver klimaforandringer som ”det største og mest vidtrækkende markedssvigt, der nogensinde er set”. En del af løsningen er derfor at fremme sunde markedssignaler om prisen på fossile brændstoffer og drivhusgasser.
Vi mener, at den finansielle sektor spiller en afgørende rolle i udviklingen af en finansiel infrastruktur, der kan understøtte en økonomi med lav udledning af CO2. Koncernen prioriterer derfor udviklingen af nye produkter og serviceydelser, der støtter nye tiltag og nedsætter udledningen af CO2.
Lovmæssige risici
Den største risiko, der i øjeblikket blokerer for udviklingen af et effektivt CO2-marked, er, at der endnu ikke er indgået en langsigtet aftale i internationalt regi om at reducere udledningen af CO2. Manglen på langsigtede regler for en reduktion af CO2-emissioner, den usikre situation for indførelse af vedvarende energi og lignende faktorer gør det risikabelt for de finansielle institutioner at involvere sig på disse markeder. Det er meget svært at udtale sig om, hvilke brancher, der vil vinde og tabe i en verden med en begrænset udledning af CO2, da de reguleringsmæssige rammer er usikre.
Der skal hurtigst muligt indgås en tillægsaftale til Kyoto-protokollen, så markederne kan tilpasse sig. Uden klar og langsigtet regulering er der stor risiko for halve forholdsregler, der både er ineffektive og dyre.
Senest opdateret/revideret den 31. januar 2008