Som i enhver anden finansiel virksomhed vil udvalgte medarbejdere uundgåeligt få intern viden om børsnoterede kunder eller om virksomheden selv. Danske Bank-koncernen har tilrettelagt sin virksomhed, så der er så få som muligt, der har adgang til intern viden.
Koncernen har desuden en række forretningsgange, der sikrer, at intern viden ikke videregives eller benyttes som grundlag for handel med værdipapir.
For at undgå problemer med inhabilitet og sikre at alle dispositioner foretages på et forretningsmæssigt grundlag har Danske Bank blandt andet indført en række regler for at undgå inhabilitet, herunder i forbindelse med handel med egne aktier.
Handel med egne aktier
Insiderregler
Danske Bank-koncernens medarbejdere kan få intern viden om forhold, der har betydning for kursdannelsen for både Danske Bank og børsnoterede kunder. Derfor har koncernen klare retningslinjer for, hvordan intern viden skal behandles og værdipapirhandler gennemføres.
I Danmark er der forbud mod insiderhandel. Derudover er der forbud mod at videregive intern viden, hvis modtageren ikke har brug for den pågældende viden eller misbruger den.
Intern viden om Danske Bank-koncernen
Danske Bank har interne procedurer, der skal sikre, at der hurtigst muligt sker offentliggørelse af intern viden vedrørende banken, i overensstemmelse med lovens krav herom.
Banken har udarbejdet interne regler for behandling af intern viden ("Chinese Walls" regler). Disse regler omfatter procedurer for registrering af intern viden, identifikation af insidere og insider afdelinger, procedurer for hvem intern viden kan videregives til og retningslinjer for behandling og opbevaring af intern viden.
Formålet med reglerne er at hindre, at intern viden er tilgængelig for andre end dem, der har behov herfor, og at hindre misbrug af intern viden.
Banken har endvidere udarbejdet interne regler med henblik på at sikre, at der sker indberetning til Finanstilsynet, såfremt der foreligger begrundet mistanke om insiderhandel eller kursmanipulation.
Danske Bank har udarbejdet fortegnelser over de personer, der har adgang til intern viden om banken som udsteder eller om andre udstedere, som banken agerer på vegne af. Disse fortegnelser ajourføres løbende. Banken giver uden ugrundet ophold de pågældende meddelelse herom samt om konsekvenserne af at være i besiddelse af intern viden.
Banken har udarbejdet interne regler om bestyrelsesmedlemmers, direktørers og andre medarbejderes adgang til for egen eller tredjemands regning at handle med værdipapirer udstedt af Danske Bank eller dertil knyttede finansielle instrumenter.
Banken har endvidere udarbejdet interne regler om bestyrelsesmedlemmers, direktørers og disses nærtstående pligt til at indberette oplysninger til banken om transaktioner for egen regning i værdipapirer udstedt af banken, og om bankens indberetning heraf til Københavns Fondsbørs.
Intern viden om børsnoterede kunder
Medarbejdere, som i kraft af deres stilling får intern viden om børsnoterede selskaber, er underlagt særlige regler. Desuden har koncernen "Chinese Walls" mellem relevante medarbejdere og følger Børsmæglerforeningens anbefalinger til, hvordan man skal regulere aktieanalyse- og corporate finance-aktiviteter og medarbejderes værdipapirhandel.
"Chinese Walls" er mellem medarbejdere, der har behov for at besidde intern viden som led i deres arbejde i koncernen, og koncernens øvrige medarbejdere, herunder specielt medarbejdere, der handler med eller rådgiver om værdipapirer eller udsender analyser og anbefalinger.
Banken har imidlertid også den politik, at aktieanalytikere og deres nærtstående ikke må handle med aktier, der dækkes af analytikeren selv eller af den analysesektor, den pågældende er tilknyttet.
Handel med egne aktier
Danske Bank-koncernen har som udsteder af offentligt noterede værdipapirer udarbejdet interne regler om koncernens handel med egne aktier. Koncernen handler med Danske Bank aktier for egen regning i følgende sammenhænge:
- Aktietilbagekøbsprogrammer
- Hedging af optionsprogrammer
Danske Bank tager også kundedrevne positioner i Danske Bank aktien, og i perioder uden aktietilbagekøb tages endvidere positioner i aktien for egen regning. Endelig investeres der for puljeindehavere og forsikringstageres midler i Danske Bank aktien. Disse investeringer foretages af Danske Capital, som er et selvstændigt forretningsområde.
Alle aktietilbagekøbsprogrammer planlægges af Koncernøkonomi & Forretningsanalyse; men selve tilbagekøbet foretages af Danske Markets Proprietary Equities, der som oftest foretager sine transaktioner igennem Danske Equitities.
Proprietary Equities fastsætter størrelsen af det daglige tilbagekøb på baggrund af interne regler. Der er etableret "Chinese Walls" mellem Proprietary Equities og Danske Markets samt resten af banken.
Koncernen foretager ikke tilbagekøb i en periode på tre uger før hver regnskabsaflæggelse.
Danske Markets Proprietary Equities har ansvaret for at hedge bankens ledelsesoptioner. Hedgen foretages på grundlag af en deltaberegning og foretages, når kursen på Danske Bank aktien har ændret sig tre procent. Hedgen foretages på alle årets børsdage.
Til toppen
Senest opdateret/revideret: 12 oktober 2007