Vi ansætter rådgivere til mange forskellige forretningsområder, herunder pension, realkredit, leasing og naturligvis bankaktiviteter i koncernens banker i ind- og udland. I Danmark arbejder de fleste af vores rådgivere i filialnettet, men vi har også rådgivere i blandt andet Danica Pension, Nordania Leasing og Realkredit Danmark. Uanset hvor man bliver ansat, er der højt til loftet og fart over feltet - både hvad angår kunder, nye produkter, salg og kompetenceudvikling.
Team med fælles kundeportefølje
Flertallet af rådgiverne arbejder i et mindre team, så det er vigtigt, at man kan begejstres af at skabe resultater sammen med andre. Teamet har typisk en fælles kundeportefølje, og sammen står rådgiverne for at levere helhedsorienteret rådgivning baseret på kundens behov, ligesom der er fokus på salg til bestående og nye kunder. Rådgivere i koncernen kan tilbyde kunderne hele paletten af finansielle ydelser og arbejder med branchens bedste it-systemer – og har en topprofessionel back office-funktion til at tage de administrative opgaver.

Fundamentet for tilfredse kunder er gode relationer. Derfor har vores rådgivere fokus på at skabe tætte relationer til kunderne, så der bliver skabt værdi både for kunderne og koncernen. Vi lægger vægt på, at rådgiverne altid er opdaterede og nærværende i dialogen – at de er opmærksomme på betydningen af en god kombination af at lytte, spørge og tale.
Uddannelse og udvikling
Typisk har vores rådgivere bestået Akademiuddannelsen i Finansiel Rådgivning eller anden relevant uddannelse. Danske Bank giver mulighed for videreuddannelse gennem Finansiel Videreuddannelse og relevante fag- og salgskurser, overbygning på Akademiuddannelsen i Finansiel Rådgivning eller anden uddannelse afstemt til rådgivernes ønsker om fremtidigt karriereforløb. Rådgiverne kan udvikle sig fra privatrådgivere til at være seniorprivatrådgiver, privatkundechef eller erhvervsrådgiver – og på sigt måske souschef eller filialdirektør.