Eurokrise og udsigt til udsalg trækker forbrugertillid ned
Af Las Olsen
Forbrugertillidsindiaktoren faldt fra -0,4 i maj til -2,6 i juni, har Danmarks Statistik netop offentliggjort. Det er især synet på Danmarks økonomi i dag og i fremtiden, der trækker ned. Også vurderingen af, om det er et godt tidspunkt at købe større forbrugsgoder på, falder ganske kraftigt. Det skyldes jo nok, at tallene er indsamlet lige inden mange butikker begynder deres sommerudsalg. Der normalt et lille fald i forbrugertilliden i juni.
Lavere vækst og højere arbejdsløshed i Danmark
Tallene viser givetvis, at forbrugerne er bekymrede over den drejning til det værre, som gældskrisen i Europa har taget på det seneste. Det er de med god grund, for resultatet bliver også lavere vækst og højere arbejdsløshed i Danmark, end vi ellers ville have haft.
Til gengæld har krisen den positive bivirkning for mange danskere, at deres renteudgift falder. Det kan forklare, hvorfor forbrugernes syn på deres egen økonomiske situation faktisk er blevet marginalt mere positivt.
Skattereform giver udsigt til flere penge mellem hænderne
Regeringen har spillet ud med et forslag til en skattereform. Reformen er fuldt finansieret, så den vil ikke i gennemsnit forbedre forbrugernes økonomi ud over, at den på længere sigt vil kunne give mere vækst og velstand i samfundet. Men reformen fremrykker nogle lettelser til 2013, hvor mange altså kan forvente at få lidt flere penge mellem hænderne, hvis ellers reformen kan samle flertal.
Efterlønspengene er foreløbig ikke brugt
Så vidt vi kan se, er efterlønspengene ind til videre primært gået ind på folks almindelige bankkonti. Der er ikke nogen indikationer endnu på, at der er sket en stigning i hverken forbruget eller i den langsigtede opsparing, som for eksempel pensionsopsparing eller afvikling af gæld. Det kunne altså se ud til, at modtagerne lige skal bruge lidt tid til at overveje, hvor pengene skal hen. Det er ikke så mærkeligt, for det er ofte store beløb, der er tale om. For et par kan det være over 130.000 kroner.