Den 16. januar 2012
Ledelsesændringer i Danske Markets
Direktør og chef for Danske Markets Henrik Normann har fået nyt job som administrerende direktør for Nordic Investment Bank (NIB) fra 1. april 2012. Henrik Normann stopper derfor som direktør og medlem af Danske Bank koncernens Eksekutivkomité med udgangen af februar 2012.
Vicedirektør Jens Peter Neergaard og vicedirektør Glenn Söderholm er fra 1. marts 2012 udpeget som chefer for Danske Markets i fællesskab og med reference til bankdirektør Thomas F. Borgen.
Henrik Normann har i flere end 25 år været ansat i Danske Bank koncernen. Han har siden 2001 været medlem af bankens Eksekutivkomité og har udover at være chef for Danske Markets også været ansvarlig for Danske Bank Danmark i perioden 2006-2010.
"Det har været et privilegium at arbejde i Danske Bank koncernen i så mange år og bl.a. være med til udviklingen af Danske Markets og sammenlægningen af BG Bank og Danske Banks filialnet. Nu har jeg fået en spændende mulighed for at prøve noget helt nyt og samtidig bidrage med mine mange års erfaringer fra Danske Bank i mit nye job," udtaler Henrik Normann.
Ordførende direktør Peter Straarup takker Henrik Normann for den indsats, han har gjort for Danske Bank koncernen:
"Henrik har både som direktør for Danske Markets og Danske Bank Danmark sat markante aftryk, som har givet gode resultater for banken samt tilfredse medarbejdere og kunder. Jeg vil derfor gerne takke Henrik for samarbejdet og ønske ham held og lykke i den nye stilling", siger Peter Straarup.
Med venlig hilsen
Danske Bank
Kontaktperson:
Pressechef Kenni Leth, telefon 45 14 56 83, mobil 51 71 43 68