A B C D E F G H I J
K L M N
O P Q
R S T U V W X
Y Z
Ø
Afviklingsrisiko
Afviklingsrisiko er den risiko, der opstår ved afvikling af betalinger f.eks. for valutatransaktioner eller handler med finansielle instrumenter, herunder derivater. Denne risiko opstår, såfremt betalinger afsendes af koncernen, inden det kan konstateres, at modparten har opfyldt sine forpligtelser.
All Risk komitéen
Det er All Risk-komitéens ansvar at implementere Danske Bank-koncernens
- overordnede balancestruktur og politik for balancens udvikling
- målsætninger for kapitalstruktur og solvens
- overordnede finansieringsstruktur
- generelle principper for måling og styring af og rapportering af koncernens risici
- risikopolitikker for relevante forretningsområder
- kapitaludnyttelse.
All Risk-komitéen består af medlemmer af direktionen samt cheferne for Treasury, Danske Markets og Risikostyring.
Aktierisiko
Aktierisiko er risikoen for tab som følge af ændringer i aktiekurserne.
Til toppen
Bidragsbaserede pensionsordninger
En bidragsbaseret pensionsordning er en ordning, hvor arbejdsgiveren indbetaler faste bidrag til en separat enhed og ikke har yderligere forpligtelser. Medarbejderens optjente pensionsydelse afhænger af de aftalte bidrags størrelse samt af afkastet af de investerede pensionsmidler og de omkostninger, der er forbundet dermed.
Til toppen
CRD-regler
Den Europæiske Unions kapitaldækningsregler i direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF, som er indarbejdet i bekendtgørelse om kapitaldækning af 17. december 2009. CRD-reglerne er baseret på Basel II-retningslinjerne.
Til toppen
Danica-koncernen
Danica-koncernen omfatter Danske Bank-koncernens aktiviteter på livsforsikrings- og pensionsmarkedet.
Danske Markets
Danske Markets har ansvaret for Danske Bank-koncernens aktiviteter på de finansielle markeder.
Til toppen
Eksekutivkomitéen
Eksekutivkomitéen udgør under den ordførende direktørs formandskab den udvidede ledelsesgruppe. Eksekutivkomitéen er et koordinerende forum med hovedvægt på aktiviteterne på tværs af koncernen og med særligt fokus på samspillet mellem stabsfunktioner og produktleverandører på den ene side og de enkelte brands og landeorganisationer på den anden.
Eksekutivkomitéen deltager ikke i kreditbevillingsprocessen.
Til toppen
Forretningsrisiko
Koncernens forretningsrisiko er risikoen for tab som følge af ændringer i eksterne eller interne forhold eller begivenheder, som skader koncernens image eller indtjening.
Forsikringsrisiko
Forsikringsrisiko i Danske Bank-koncernen defineres som alle former for risiko i Danica-koncernen, herunder markedsrisiko, livsforsikringsrisiko, forretningsrisiko og operationel risiko.
Til toppen
Generel risiko
Generel risiko er risikoen for tab på koncernens positioner som følge af generelle ændringer i markedspriserne, herunder renter, valutakurser, aktiekurser og råvarepriser. Kapitalkravet for generel risiko omfatter alle positioner i handelsbogen. Kapitalkravet for valuta- og råvarerisici omfatter tillige positioner uden for handelsbogen.
Til toppen
Handelsbogen
Positioner, der holdes med henblik på handel (det vil sige videresalg) og/eller med det formål på kort sigt at udnytte faktiske eller forventede forskelle mellem købs- og salgspriser. Positioner, som anvendes til hedging af andre positioner i handelsbogen, indgår også i handelsbogen.
Til toppen
ICAAP
I 2006 etablerede koncernen en Internal Capital Adequacy Assessment Process, ICAAP.
Koncernens ICAAP omfatter bl.a. en vurdering af kapitalbehovet under søjle II i CRD (det individuelle solvensbehov). I ICAAP identificeres og måles koncernens risici, og det sikres, at koncernen har tilstrækkelig kapital i forhold til risikoprofilen. Ligeledes sikres det, at der anvendes og videreudvikles ordentlige risikostyringssystemer.
ICAAP-rapporten opdateres kvartalsvis i kort form, og én gang årligt forelægges den fulde ICAAP-rapport for bestyrelsen til godkendelse.
IFRS
International Financial Reporting Standards.
Individuelt solvensbehov
Det individuelle solvensbehov udtrykker kapitalbehovet beregnet efter en samlet vurdering af alle koncernens væsentlige risici. Ud over risikotyperne under søjle I – kredit-, markeds- og operationel risiko – dækker risikomålingen i ICAAP også andre faktorer som pensions-, forsikrings- og forretningsrisiko. Koncernen fastsætter kvalitative tillæg til det individuelle solvensbehov, hvor det er relevant.
Inflationsrisiko
Inflationsrisiko er risikoen for tab som følge af ændringer i de handlede, fremtidige inflationsrater.
Internt opgjort solvensbehov
Det internt opgjorte solvensbehov svarer til koncernens økonomiske kapital.
Til toppen
Kapitalkrav
Kapitalkravet beregnes som 8 % af de risikovægtede poster.
Komitéen for operationel risiko
Komitéen understøtter direktionen i forbindelse med den operationelle risikostyring. Komitéens opgaver omfatter blandt andet:
- Identifikation, overvågning og styring af koncernens aktuelle og potentielle eksponering mod operationelle risici
- Håndtering af "kritiske risici", hvilket vil sige eksponering, hvor et forretningsområdes ledelse eller komitéen selv vurderer, at der er behov for opfølgning og yderligere rapportering
- Opfølgning på undersøgelser og rapportering, som tilsynsmyndighederne gennemfører, samt rapportering til bestyrelsen om spørgsmål vedrørende koncernens operationelle risici
- Opfølgning på rapporter fra Intern Revision og rapportering til bestyrelsen om usædvanlige forhold
- Udarbejdelse af ledelsesinformation om emner som it-sikkerhed, fysisk sikkerhed, "business continuity" samt compliance.
Koncernøkonomi
Koncernøkonomi har det overordnede ansvar for koncernens finansielle rapportering, budgetter og strategisk forretningsanalyse, herunder de performance- og analyseværktøjer, der anvendes i forretningsenhederne.
Koncernøkonomi har desuden ansvaret for koncernens investor relations-aktiviteter, kapitalstruktur, fusioner og virksomhedsopkøb.
Koncernkredit
Koncernens kreditorganisation ledes af chefen for den centrale kreditafdeling – Koncernkredit. Koncernkredit har det overordnede ansvar for kreditprocessen i alle koncernens forretningsområder. Dette omfatter ansvar for udvikling af kreditklassificerings- og værdiansættelsesmodeller samt for anvendelsen af disse i den daglige bevillingsproces i forretningsområderne.
Konverteringsfaktor
Konverteringsfaktoren (Conversion Factor (CF)) angiver den forventede udnyttelse af en given facilitet på tidspunktet for misligholdelse og anvendes ved beregning af eksponering ved misligholdelse (Exposure at Default (EaD)). Ved CF-estimering anvendes egne, interne data for misligholdelse. Ligesom for LGD-estimering udarbejder koncernen estimater for både aktuelle (point-in-time (PIT)) og downturn-parametre.
Kreditkomitéen
Kreditkomitéen består af medlemmer af direktionen og chefer fra Koncernkredit.
Kreditkomitéen behandler kreditansøgninger, som overstiger forretningsområdernes kreditbeføjelser. Ansøgningerne har forinden været behandlet af det enkelte forretningsområdes kreditkontor.
Kreditkomitéen har desuden ansvaret for at udforme operationelle kreditpolitikker og træffe principielle afgørelser i kreditsager. Det er bestyrelsen, der fastsætter bevillingsbeføjelserne. Herudover deltager Kreditkomitéen i beslutninger vedrørende værdisætning af koncernens udlånsportefølje i forbindelse med nedskrivninger.
Kreditrisiko
Kreditrisiko er risikoen for tab som følge af, at modparter eller debitorer helt eller delvist misligholder deres betalingsforpligtelser over for Danske Bank-koncernen. Kreditrisiko omfatter også lande-, udvandings- og afviklingsrisiko. Kreditrisiko på derivatforretninger, som også benævnes modpartsrisiko, er risikoen for tab på derivatforretninger som følge af en kundes misligholdelse.
Kreditspændrisiko på erhvervsobligationer
Kreditspændrisiko på erhvervsobligationer er risikoen for tab som følge af ændringer i kreditspænd.
Til toppen
Landerisiko
Landerisiko er risikoen for tab på grund af økonomiske vanskeligheder eller politisk uro i et land, herunder også risikoen for tab som følge af nationalisering, ekspropriation og gældsomlægning.
Leverage ratio
Leverage ratio er et forenklet mål for kapitalgrundlag i forhold til aktiver. Til forskel fra Basel II-beregningerne af risikovægtede aktiver tager dette mål således ikke højde for, at forskellige aktiviteter i finansielle institutioners regnskaber indebærer forskellige risikoniveauer.
Likviditetsrisiko
Likviditetsrisiko er defineret som risikoen for tab som følge af at
- koncernens finansieringsomkostninger stiger uforholdsmæssigt
- koncernen afskæres fra at indgå nye forretninger på grund af manglende finansiering
- koncernen i yderste konsekvens bliver ude af stand til at honorere sine forpligtelser på grund af manglende finansiering.
Til toppen
Markedsrisiko
Markedsrisiko er risikoen for tab som følge af, at dagsværdien af koncernens aktiver og forpligtelser ændrer sig på grund af ændringer i markedsforholdene.
Modpartsrisiko
Modpartsrisiko er risikoen for tab på en forretning som følge af en kundes misligholdelse.
Til toppen
Operationel risiko
Operationel risiko er risikoen for tab som følge af utilstrækkelige eller fejlagtige interne processer, menneskelige eller systemmæssige fejl eller eksterne begivenheder. Denne definition omfatter juridisk risiko, men ikke strategisk risiko og omdømmerisiko.
Til toppen
Realkreditspændrisiko
Realkreditspændrisiko er risikoen for tab som følge af ændringer i realkreditspændene.
Rente-floor risiko
Rente-floor risiko defineres som risikoen for tab af indtjening på indlån, hvis markedsrenterne nærmer sig nul. Risikoen måles som effekten på nettorenteindtægterne over en 12-måneders periode, hvis markedsrenterne ændrer sig i nedadgående retning med 1 procentpoint.
Renterisiko
Renterisiko er risikoen for tab som følge af ændringer i markedsrenterne.
Risikopolitik
For at sikre at koncernens forretningsområder holder sig inden for de ønskede risikorammer, har bestyrelsen vedtaget en overordnet risikopolitik, der styrer al risikotagning i koncernen. På baggrund af den overordnede risikopolitik udarbejdes operationelle risikopolitikker for de væsentligste forretningsområder. Disse forelægges koncernens All Risk-komité til godkendelse.
RWA
Risikovægtede poster (Risk-Weighted Assets (RWA)) i forbindelse med kreditrisiko, markedsrisiko og operationel risiko.
Råvarerisiko
Råvarerisiko er risikoen for tab som følge af ændringer i råvarepriserne.
Til toppen
Sandsynlighed for misligholdelse
Sandsynlighed for misligholdelse (Probability of Default (PD)) er en kreditrisikoparameter. Point-in-time (PIT) PD angiver sandsynligheden for, at en kunde misligholder et lån inden for de kommende 12 måneder. Beregningen af sandsynligheden for misligholdelse er baseret på input, som er følsomt over for den underliggende konjunkturcyklus. Det resulterer i PD-estimater, der afspejler ændringer i de generelle økonomiske forhold. I en given portefølje ændrer det samlede PIT PD-niveau sig således over tid. De underliggende PD-bånd, som afgrænser ratingkategorierne på koncernens ratingskala (Master Scale), er faste, og over tid ændrer den procentvise kundeandel i hver kategori sig i forhold til konjunkturcyklussens indvirkning på modelinputtet. Den beregnede PIT PD konverteres til en through-the-cycle (TTC) PD, som anvendes ved beregning af koncernens risikovægtede aktiver. Det beregnede TTC PD-niveau er baseret på steady-state makroøkonomiske data.
Solvency II
Overgangen til et risikobaseret kapitalkrav for forsikringsselskaber i Europa.
Solvensprocent
Basiskapitalen divideret med risikovægtede aktiver.
Specifik risiko
Koncernens specifikke risiko er risikoen for tab på handelsporteføljen, som kan tilskrives en specifik udsteder af et finansielt instrument. Kapitalkravet for specifik risiko omfatter alle positioner i handelsbogen.
Statsspændrisiko
Statsspændrisiko er risikoen for tab som følge af ændringer i spænd mellem statsobligationsafkastkurven og swap-/pengemarkedsrentekurven.
Til toppen
Tab ved misligholdelse
Tab ved misligholdelse (Loss Given Default (LGD)) udtrykker det forventede tab på et engagement og angiver, hvor stor en andel af den forventede udnyttelse af en facilitet, der vil blive tabt, hvis kunden misligholder sine forpligtelser. LGD estimeres også som PIT-parameter. Koncernen foretager en downturn-justering for at afspejle de tab, der identificeres i downturn-perioder. Downturn-justeringen afspejler de mest ugunstige økonomiske forhold i den estimerede periode, og disse estimater anvendes ved beregning af koncernens risikovægtede aktiver.
Til toppen
US GAAP
US Generally Accepted Accounting Principles. Regskabsregler gældende for USA.
Til toppen
Valutakursrisiko
Valutarisiko er risikoen for tab på koncernens positioner i fremmed valuta som følge af ændringer i valutakurserne.
VaR
Value at Risk. VaR er et statistisk risikomål for det maksimale tab, koncernen under normale markedsforhold kan pådrage sig over en given periode med en given sandsynlighed. En 95 % 10-dages VaR på 1.000 kr. udtrykker f.eks., at koncernen med 95 % sandsynlighed højst vil tabe 1.000 kr. i de næste 10 dage.
Til toppen
Ydelsesbaserede pensionsordninger
I en ydelsesbaseret pensionsordning indeholder pensionsaftalen en bestemmelse om den pensionsydelse, som en medarbejder vil være berettiget til ved pensionering. Ydelsen udgør typisk en procentdel af medarbejderens slutløn umiddelbart før pensionering, men kan også udgøre en procentdel af gennemsnitslønnen over hele ansættelsesperioden. Pensionsydelsen vil typisk komme til udbetaling i hele medarbejderens resterende levetid, hvilket forøger arbejdsgiverens usikkerhed om størrelsen af de fremtidige forpligtelser.
Til toppen
Økonomisk kapital
Økonomisk kapital er den kapital, der opgjort ud fra koncernens egne modeller er nødvendig for at dække uventede tab inden for 1 år kalibreret til et sandsynlighedsniveau på 99,97 %, hvilket svarer til en AA-rating. Ved beregningen af økonomisk kapital medregnes alle relevante risikotyper, herunder koncentrations- og migrationsrisici, og der tages hensyn til diversifikation inden for de enkelte risikotyper. Derimod tages der i opgørelsen for samtlige risikotyper ikke hensyn til de potentielle fordele ved diversifikation på tværs af de forskellige risikotyper.
Beregningen af økonomisk kapital baseres på aktuelle værdier (point-in-time) for PD, LGD og CF og vil derfor svinge med konjunkturcyklussen. Ved stresstest søges effekten af konjunkturcyklussen identificeret.
Til toppen
Senest opdateret: 06-02-2012