Likviditetsstyring
Det overordnede formål med Danske Bank-koncernens likviditetsstyring er:
- at sikre, at koncernen til enhver tid råder over tilstrækkelig likviditet i såvel danske kroner som anden valuta
- at overvåge og styre udviklingen i koncernens kortsigtede og langsigtede likviditet
Bankens likviditetsstyring er opbygget omkring en regelmæssig opgørelse og rapportering af udnyttelsen af en række likviditetslimits samt vurdering af udviklingen i en række målsætninger.
Det er vigtigt for Danske Bank-koncernen at have en stærk profil på de internationale kapitalmarkeder. Det sker ved at være en aktiv udsteder i forskellige markeder og valutaer.
Kapitalstyring
Danske Bank-koncernen udsteder efterstillet kapital som et led i den overordnede kapitalstyring. Det drejer sig om supplerende kapital, der indgår i koncernens ansvarlige kapital og dermed i solvensen og hybridkapitalen, som indgår i kernekapitalen.
Banken udsteder typisk efterstillet kapital under et af bankens låneprogrammer, men der kan også være tale om lån med en selvstændig dokumentation.
Koncernen optog i maj 2009 hybridkapital for i alt 26 mia. kr. fra den danske stat som et led i den anden danske bankpakke. De øvrige af koncernens hybridinstrumenter, der i alt udgør 15,62 mia. kr., har rente step-up.
Senest opdateret: 11-10-2010