Koncernens forventninger til resultatet for 2005 er samlet set uændrede i forhold til omtalen i årsrapporten 2004. Forventede øgede indtægter i forhold til årsrapporten opvejes af afskrivninger på immaterielle aktiver.
Der er for 2005 udsigt til generelt lav vækst i Europa, generelt lave rentesatser og lav inflation.
Indtægter
Nettorente- og gebyrindtægter fra bankaktiviteter og realkredit forventes at blive forøget. Øgede indtægter fra bl.a. boligfinansiering i de nordiske enheder forventes at opveje indtægtsnedgangen fra engrosbankaktiviteter i England og USA. De nyerhvervede banker i Irland og Nordirland vil bidrage positivt til koncernens indtægter fra konsolideringstidspunktet den 1. marts 2005.
2004 regnskabet var påvirket af en række engangsindtægter fra unoterede aktier. Da afkastet af koncernens egenbeholdninger indgår i handelsindtægterne, forventes handelsindtægterne ikke at kunne fastholdes på helt samme niveau som i 2004. Desuden vil indtægterne i betydeligt omfang afhænge af udviklingen på de finansielle markeder, herunder kursniveauerne ultimo året.
Indtjeningen fra forsikringsaktiviteter forventes at falde, idet øget forretningsvolumen og forbedret omkostnings- og risikoresultat ikke fuldt ud kan opveje indtægtsførelsen i 2004 af risikotillæg fra tidligere år.
Samlet forventes koncernens indtægter at blive forøget, dog fortsat afhængig af kursudviklingen på de finansielle markeder.
Omkostninger
Koncernen vil også i 2005 have fokus på stram omkostningsstyring. Besparelser som følge af den i 2004 gennemførte outsourcing af den decentrale it-drift samt reduceret behov for fratrædelsesgodtgørelser forventes at opveje den almindelige omkostningsopdrift og den fortsatte udbygning af aktiviteterne i Norge og Sverige.
Erhvervelsen af den irske og nordirske bank vil øge omkostningerne. Erhvervelsen vil medføre udgifter til integration mv. på i alt ca. 1,5 mia. kr., hvoraf godt en tredjedel vil blive afholdt i 2005. I medfør af de internationale regnskabsstandarder, IAS 38 "Intangible Assets" og IFRS 3 "Business Combinations", vil ca. 1,5 mia. kr. af den samlede goodwill ved erhvervelsen blive allokeret til andre immaterielle aktiver, der afskrives over 3 år.
Samlet forventes koncernens omkostninger og omkostningsprocent derfor at blive forøget.
Tab på debitorer
Det er koncernens vurdering, at boniteten i låneporteføljen er tilfredsstillende, hvorfor der fortsat forventes en lav tabsprocent.
Resultat før skat
Årets resultat før skat må trods aktivitetsfremgangen forventes på nogenlunde samme niveau som i 2004, idet resultatet for 2004 indeholdt betydelige engangsindtægter, og årets resultat vil blive belastet af afskrivninger på immaterielle aktiver på knap 450 mio. kr. Desuden vil resultatet som i tidligere år afhænge af udviklingen på de finansielle markeder, herunder kursniveauerne ultimo året.
Skat
Koncernens skatteprocent forventes at blive på samme niveau som den gældende selskabsskattesats.
Senest opdateret/revideret: 03-05-2005