Som led i Danske Bank-koncernens
CSR-arbejde har vi besluttet at gøre en aktiv indsats for at øge befolkningens generelle viden om privatøkonomi. Det vil ske ved hjælp af koncernens særlige program for finansiel forståelse. Programmet er rettet mod børn, unge, studerende og unge familier, og formålet er at skabe grundlag for en sund økonomi i voksenlivet.
Hjælp til selvhjælp
”Vi vil i samarbejde med en række organisationer og instituti- oner være med til at gøre specielt børn og unge bedre i stand til at tage vare på deres privatøkonomi. Samtidig er vi på vej med produkter og rådgivning målrettet økonomisk udsatte, der har brug for en ekstra håndsrækning. Vi håber, at vi hermed kan skabe bedre forståelse for behovet for finansiel indsigt og planlægning”, siger ordførende direktør Peter Straarup.
Medansvar for næste generation
Morten Albæk, afdelingsdirektør i Group Business Development, fortæller om baggrunden for Danske Bank-koncernens program for finansiel forståelse: ”Som stor finansvirksomhed har vi et medansvar for at uddanne og oplyse den næste generation af voksne. Samtidig mener vi, at vi bliver en bedre og mere lønsom virksomhed, hvis vi har oplyste og kritiske forbrugere. De udfordrer os til at udvikle bedre, mere effektive og innovative løsninger og produkter”.

Unge ønsker en sund økonomi
På vegne af Danske Bank-koncernen har analyseinstituttet Zapera.com udarbejdet en analyse af den finansielle forståelse blandt 18-19-årige og deres forældre på koncernens vigtigste markeder. Analysen bekræfter, at unge mennesker generelt ønsker at have en sund økonomi, men den viser også, at mange unge mangler den grundlæggende viden, det kræver. F.eks. er størstedelen af de unge ikke i stand til at vælge det billigste af tre lån. Forældrene er godt klar over, hvor vigtigt det er at rådgive børnene om økonomiske forhold. Men de fleste forældre mener også, at den finansielle sektor har et medansvar for børn og unges finansielle forståels
e.
Over 6 mio. euro til finansiel forståelse
Danske Bank-koncernen vil bruge mere end 6 mio. euro på tiltag, der kan fremme den finansielle forståelse hos børn, unge, studerende og unge familier. Disse tiltag omfatter bl.a. udvikling af undersøgelser og analyser, der kan give os en større viden om udfordringerne og mulighederne for at øge den finansielle forståelse i målgrupperne.
Danske Bank-koncernen vil også udvikle nye produkter, rådgivningskoncepter, uddannelses- materiale og afholde arrangementer, der kan fremme den finansielle forståelse gennem leg. Mere konkret forventer Danske Bank-koncernen i løbet af 2008 at lancere et nyt produkt og rådgivningskoncept til en af samfundets mest økonomisk udsatte grupper.
Publiceret den 31. januar 2008