Danske Bank-koncernen købte i 2004 National Irish Bank, der ligger i Irland, og Northern Bank, der ligger i Nordirland. De to bankers historie følger hinanden under samme navn indtil 1986.
1809-1824 – Northern Bank grundlægges
I 1809 blev en lille bank grundlagt i Belfast. På det tidspunkt måtte banker ikke have mere end seks ejere, og de hæftede personligt for bankens forpligtelser. Da der i 1820 udbrød panik, krakkede syv ud af 14 banker i Munster-regionen, og for at undgå en gentagelse blev loven ændret.
Den nye lov tillod en ejerkreds på over seks personer og banede vejen for at konvertere den partnerskabsejede bank til Northern Banking Company, der fik 270 aktionærer. Disse hæftede stadig ubegrænset. Bankerne fik imidlertid stadig større finansiel styrke, ligesom de kunne udvide uden for lokalområderne.
1878 – Bankkrise, 2000 familier ruineres
I 1878 blev det en katastrofe for 2000 familier, at aktionærerne fortsat hæftede personligt. Her gik en af Skotlands banker, City of Glasgow Bank, nemlig i betalingsstandsning, efter at direktionen havde spekuleret for bankens midler og vildledt med sminkede regnskaber. Tabet løb op i flere millioner pund.
Efterfølgende blev loven om begrænset hæftelse vedtaget, og Northern Banking Company fik tilføjelsen "Limited".
1929 – Navneskifte
I 1929 skiftede Northern Banking Company navn til Northern Bank. Det skete, fordi banken skulle udstede to sæt pengesedler som følge af etableringen af Irish Free State, og det nye navn gjorde det lettere at skelne nye sedler fra gamle.
1965-1987 - Northern Bank købes og sælges
Lidt over 30 år senere i 1965 blev Northern Bank købt af Midland Bank, der ejede Belfast Banking Company. Fem år senere blev Northern Bank og Belfast Banking Company fusioneret under navnet Northern Bank.
Efter en periode med økonomisk krise, der startede med, at det irske pund blev løsrevet fra det britiske pund, blev Northern Bank herefter delt i to separate selskaber i 1986 - Northern Bank og Northern Bank for Northern Ireland. Midland Bank havde samtidig problemer efter købet af Crocker National Bank, der gav store tab. For at rejse kapital blev bankerne solgt til National Australia Bank i 1987, og de kom til at hedde Northern Bank og National Irish Bank.
2004 - Danske Bank-koncernen køber de to banker
Den 14. december 2004 udsendte Danske Bank-koncernen en fondsbørsmeddelelse om købet af Northern Bank og National Irish Bank. De to banker er i dag integreret på koncernens fælles bankplatform.