Danske Bank-koncernens SRI-politik (Socially Responsible Investment) skal sikre, at vi kun investerer kundernes penge i virksomheder, der ikke overtræder internationalt anerkendte normer. SRI-politikken omfatter produkter, hvor vi varetager kundernes investeringer.
Langsigtet værdiskabelse i virksomheder forudsætter ordentlig optræden, og derfor understøtter SRI-politikken vores mål om at forvalte kundernes investeringer, så de opnår det bedst mulige afkast.

SRI-politikkens omfang
Politikken gælder for
- investeringsforeningerne Danske Invest og Danske Invest Select
- Danske Banks pensionspuljer
- Danicas pensionsprodukter Balance og Traditionel
- vores internationale investeringsfonde
- bankens egen strategiske beholdning af værdipapirer.
SRI-politikken betyder, at vi ikke investerer i værdipapirer, udstedt af selskaber, der overtræder normer og retningslinjer for menneskerettigheder, våben, arbejdstagerrettigheder, miljø og antikorruption.
Screening af investeringerne
Ethix SRI Advisors, der er en specialiseret SRI-konsulentvirksomhed, screener løbende investeringerne. Screeningen omfatter selskaber i MSCI World- og MSCI Emerging Markets- indeksene samt de større selskaber, noteret på de nordiske børser.
Screeningen er baseret på de internationalt anerkendte normer i UN Human Rights Norms for Business (2003), UN Global Compact (1999) og OECD Guidelines for Multinational Enterprises (1976). Screeningen inkluderer også en række internationale konventioner, der afspejler udviklingen på SRI-området siden 2003.
Hvis et selskab overtræder normerne, indleder vi en dialog med selskabet, der skal afklare, om selskabet planlægger at ændre adfærd på området. Dialogens forløb afgør, om vi sælger eller fastholder investeringen.
Produkter uden for SRI-politikken
Politikken gælder ikke, når kunden selv tager beslutning om investering i
- andre investeringsforeninger end Danske Invest, Danske Invest Select og koncernens internationale investeringsfonde.
- funds-of-funds, strukturerede produkter, enkelt-værdipapirer og derivater eller
- institutionelle mandater, institutionelle fonde og managed accounts
Undtagelserne skyldes, at koncernen ønsker at fastholde et konkurrencedygtigt og åbent investeringsunivers, hvor kunderne har mange dispositionsmuligheder. Koncernen tilbyder SRI-screening til institutionelle kunder.
Senest opdateret den 6. oktober 2011