Danske Bank er gået i partnerskab med det britiske selskab Powa Technologies med henblik på at give alle MobilePay brugere adgang til den mobile platform PowaTag. Virksomhedens ambition er at give forbrugere over hele verden nem adgang til at handle mobilt. Virksomheden har foreløbig aftaler med over 1200 brands og kæder som Best Western, OVS, Miinto og PWT Group.
Perspektivet i det nye samarbejde er, at MobilePay-brugere på sigt kan begynde at handle mobilt overalt i verden, hvor PowaTag har etableret partnerskaber. Brugeren vil blot skulle åbne sin MobilePay, aktivere PowaTag og skanne såkaldte tags fra f.eks. magasiner og reklamesøjler, eller lyd-bidder fra f.eks. en TV-reklame. Derpå kan kunden godkende købet med et enkelt klik.
”Partnerskabet med PowaTag er helt nyt. Vores forhåbning er, at det på sigt kan løfte MobilePay til et nyt niveau, hvor brugerne også kommer til at kunne anvende løsningen udenfor landets grænser,” siger chefen for MobilePay-divisionen i Danske Bank, Mark Wraa-Hansen.
Løsningen er ideel for danskerne
PowaTags ophavsmand og CEO, Dan Wagner, fremhæver, at løsningen er velegnet for danskerne, som er et af verdens mest rejsende folkefærd. Samtidig er danskerne storforbrugere af internationale webshops med England som favoritlandet.
”MobilePay er på både nordisk og globalt plan en imponerende succes. Med PowaTags unikke løsning håber vi at kunne bidrage til, at MobilePay-brugere får en nem, sikker og hurtig adgang til at handle mobilt mange andre steder end i Danmark,” siger Dan Wagner.
Danske Bank den første bank i partnerskab med PowaTag
Løsningen er under udvikling med afsæt i en fælles ambition om at levere den bedst mulige kundeoplevelse. Med samarbejdet omkring MobilePay bliver Danske Bank den første bank i verden, som integrerer PowaTags software i sin mobile service.
Samarbejdet med PowaTag omfatter også MobilePay i Finland.