De kommende tre år står der Danske Bank på spillertrøjerne, når det danske herrelandshold i fodbold løber på banen. Sponsoratet blev skudt i gang hen over nytår i en kampagne på tv og facebook.
Ved indgangen til 2012 overtog Danske Bank hovedsponsorratet for det danske fodboldlandshold. Den første kampagne med udgangspunkt i sponsoratet blev imidlertid allerede lanceret i slutningen af december og fortsætter de første uger af januar.

Kampagnens omdrejningspunkt er en billedserie af landsholdet, spillerne fremstår i en mere stålsat udgave, end vi almindeligvis kender dem. Chef for Group Sponsorship, Jeppe Madsbad Lauritzen, forklarer, at samarbejdet med fodboldlandsholdet bygger videre på det image, som blev etableret i tidligere Banske Bank-kampagner:
»Landholdet hjælper os med at fortælle historien om ”Stå Stærkere”. Derfor viser kampagnen et landshold, der udstråler handlekraft og engagement: Værdier, vi også står for i Danske Bank.«
Indtager medier og filialer
Kampagnen kører både på
facebook, på nettet, i tv, dagblade og en række fagblade. Desuden vil sponsoratet spille en fremtrædende rolle i bankens filialer:
»Vinduesplakater, fladskærme og infostandere fortæller allerede om det nye sponsorat, og fotostater af landsholdsspillerne fungerer som omdrejningspunkt for en kundekonkurrence, der kører i filialerne og på facebook,« siger Berit Hesislev, chef for Lokal Markedsføring i Danske Bank Danmark.
Hun fortæller desuden, at kunder vil få mulighed for at hente plakater med deres fodboldidoler i deres lokale afdeling.