Den færøske banksag

Den 31. marts 1998

Pressemeddelelse
Den Danske Bank accepterede ved aftale af 2. marts 1998 at suspendere fristen for forældelses- og passivitetsindsigelser til udløbet af den 30. april 1998. Banken gjorde dog samtidig opmærksom på, at efter bankens advokats opfattelse er såvel forældelses- som passivitetsvirkning vedrørende aktiebyttet allerede indtrådt.

Det færøske Landsstyre har med baggrund i det til den 30. april 1998 udskrevne lagtingsvalg anmodet om, at fristen forlænges til udgangen af juni måned 1998.

Undersøgelseskommissionen vedrørende den færøske banksag afgav sin beretning den 16. januar 1998. Uanset at der efter bankens opfattelse ikke var anledning til berettiget kritik og dermed heller ikke noget grundlag for fremsættelse af erstatningskrav mod Den Danske Bank, tilbød banken den 18. januar 1998 at ville yde kompensation, hvis en opgørelse af tabene viste, at der havde været manglende hensættelser i Føroya Banki i forhold til Sjóvinnubankin. Tilbudet blev fremsat over for Finansieringsfonden af 1992, med hvem banken byttede aktier i Sjóvinnubankin og Føroya Banki.

Banken har på Finansieringsfonden af 1992 forstået, at fonden og de øvrige parter ikke ønsker, at en konkret opgørelse af tabene i de to færøske banker anvendes som grundlag for beregning af en eventuel kompensation. Der har ikke været fremsat et konkret alternativt forslag.

Den Danske Bank har forståelse for, at det udskrevne lagtingsvalg på Færøerne kan besværliggøre en realitetsbehandling af bankens tilbud inden den 30. april 1998. På baggrund af de modtagne oplysninger finder banken dog ikke umiddelbart at kunne medvirke til den ønskede forlængelse af fristen.

Det er fortsat Den Danske Banks opfattelse, at en tabsopgørelse vil være af væsentlig værdi for vurderingen af aktiebyttet.

Den Danske Bank kan derfor alene imødekomme ønsket om en udsættelse af fristen til 30. juni 1998, såfremt der indgåes aftale om at iværksætte den af banken ønskede opgørelse. Hermed kan Undersøgelseskommissionens beretnings antagelser blive suppleret med en opgørelse af det faktiske tabsforløb. Opgørelsen vil være et godt udgangspunkt for parternes videre overvejelser i sagen, som banken gerne ser bragt til en hurtig afslutning.

Såfremt parterne ikke kan tilslutte sig bankens forslag, og der efterfølgende udtages stævning mod banken, vil tilbudet om efterregulering af evt. manglende hensættelser bortfalde.

------------------------------------

Banken har netop erfaret, at Landsstyret nu er rede til en drøftelse af sagen. Banken er naturligvis rede til at deltage i en sådan drøftelse.

Kontakt

Hovedsæde


Danske Bank
Holmens Kanal 2-12 1092 København K

Find os på et kort

Ring hele døgnet


33 44 00 00

Skriv til os Anden kontakt

Direkte kontakter for


 Investorer Journalister Jobsøgende Leverandører Corporate Responsibility